Jeg valgte Kristus – og jeg valgte rigtigt!

Billedkunstneren Arnt Uhre så under meditation et kraftigt lys vælte ud af væggen. Han vidste, det var Kristus, og valgte derefter at følge – og male – ham. Det gav et afbræk i en ellers lovende karriere…Året er 1990.
Stedet er Paris.
Og hovedpersonen er den succesfulde danske kunstner Arnt Uhre.Eller er han hovedpersonen? For pludselig – mens han sad og mediterede med en flok buddhistiske kunstnere – brød der et kraftigt lys med ild gennem væggen. Et lys, som han instinktivt vidste, var Kristus. Og siden har hans liv ikke været det samme. Han var fascineret af Kristus-figuren. Og begyndte at male det ene Kristus-billede efter det andet.
Arnt Uhre var en lovende kunstner på det tidspunkt – med egen manager. Uhre er uddannet på Aarhus Kunstakademi og begyndte sin karriere som naturalistisk maler, inden han udforskede et vidt spektrum af kunstneriske teknikker. Mens han i længere perioder arbejdede i Paris, blev hans værker også kendt internationalt.
Indtil manageren sagde stop:
– Det går ikke, Arnt! Disse malerier vil ikke kunne sælge på kunstmarkedet. Det kan godt være det går i din fantasi, men der er ingen økonomi i det!
Og så tog de sammen en stor sav og begyndte at save dem i stykker. De nåede at ødelægge to Kristus-billeder, inden Arnt Uhre tog en for karrieren skæbnesvanger beslutning:
– Så tænkte jeg: Nu må du gå selv Arnt – sammen med Herren.
Her måtte samarbejdet ophøre og kunstneren fortsætte med at udforske den åndelige verden. Han kunne ikke slippe Kristus.

Året er 2008.
Stedet er Århus.
Og hovedpersonen er Kristus – det er tydeligt, når vi nu møder Arnt Uhre i hans 200 m2 store atelier. Vi skræver hen over våde og ufærdige malerier, mens vi baner os vej til en slidt sofa, hvor kaffe og wienerbrød venter. Og Arnts dramatiske historie:
– Jeg var kommet til en afgrund i mit liv, begynder han. – Forholdet til min kæreste var gået i stykker, og jeg følte mig helt alene i Paris. Jeg havde været alene i lang tid, da jeg mødte nogle buddhistiske kunstnere. Om dagen malede vi dyrene i zoologisk have, og om aftenen mediterede vi på japanske skrifttegn. De tilhørte en sekt, og jeg fik lov til at være med til at fremsige nogle remser, som skulle åbne til den åndelige verden.
– Det var midt under en sådan buddhistisk meditation at væggen pludselig åbnede sig, og der væltede ild og lys ind. Når lyset ramte noget, blev det forvandlet til guld. Alt andet blev til uendeligt mørke og tomhed.
– Her blev der tegnet et billede af lys og mørke for mig. Den åndelige verden består af fylde og tomhed. Frelse og fortabelse. Der hvor Gud får lov til at ramme med sit lys, bliver tingene forgyldt, og der hvor lyset ikke rammer, bliver det tomt og meningsløst. Det er det valg, mennesket står med: Vil vi oplyses og dermed forgyldes? Guld er evigt. Når man f.eks. maler en glorie med guld, er det et symbol, vi bruger. Det viser, at vi er ramt af evigheden.

Så du en Kristus-skikkelse?
– Jeg så ingen skikkelse. Der var lys, men det havde ingen form. Der var ingen stemmer, og jeg så intet legeme, men alligevel var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg havde set. Jeg havde set Kristus! Det var rent lys og ren kraft. Jeg græd nok en halv time. Jeg følte mig gennemboret. Tårerne strømmede ud af mine øjne. Det var, som om der gik hul på det dybeste i mig, og lidelsen strømmede ud. Når man får et sår, dannes der sårvæske, som er med til at reparere såret. Sådan er tårerne en sårvæske, der læger sindet.
Det var en stor mundfuld at skulle forstå betydningen af det, jeg havde oplevet. Jeg var midt i mit liv og lavede pludselig et gearskifte. Det virkede voldsomt både for mig selv og mine kammerater, som jo nærmest troede, jeg var blevet sindssyg.
Arnt Uhre blev nu tiltrukket af de katolske katedraler i Paris, for her var der malet Kristus-billeder på væggene.
– Det var stærke billeder, som talte meget til mig. Her så jeg Helligånden falde som ild ned i hovedet på disciplene. Kristus, fyldt med blod, hang på et kors. Jeg er som maler meget visuel, så billederne gjorde et stort indtryk.
– Da jeg så de billeder af den lidende Kristus, kunne jeg lægge min egen lidelse over på ham. Jeg kunne mærke, at jeg selv led, men her var dog en, der led mere. Det gav mig en forståelse for, at han bar verdens lidelse, og derfor kunne han møde mig i min lidelse. Min lidelse foregik jo i sindet. Så det var en stærk oplevelse for mig, at billedet af Kristus kunne være med til at aflaste mit relæ.
– Det kan være, andre kan bruge mine Kristusbilleder på samme måde, når de kommer ind fra gaden…

For Arnt Uhre kommer Guds ord lige så meget ud gennem billeder som ved skrift. Faktisk er tegn og tegning to sider af samme sag:
– Mennesket kommunikerede gennem billeder, før det lærte at skrive, pointerer han. – Man tegnede tingene. Efterhånden udviklede man så forenklede tegn for tingene og senere i historien et abstrakt billede, nemlig et bogstav. Det abstrakte er et forenklet billede af det naturalistiske. Skrifttegn er en slags abstrakt billede, som ikke umiddelbart kan forstås. Det åbner sig kun for dem, der har lært skriften.
– For mig hænger tegn og tegning sammen. Kristus er jo Guds ord. Han er altså Guds tegn, men han er også Guds tegning. Han taler til os, men han har også en form. Det var Napoleon, der sagde, at en tegning kan sige mere end tusind ord. Han vidste, at en skitse over troppernes placering i en krig kommunikerer hurtigere end en hel masse forklaringer.
– De gamle skriftkloge havde en enorm magt, fordi de kunne læse skriften. Skriften gav nemlig indblik i Guds tanker, og var det redskab, som kunne løfte mennesket ind i Guds plan med skaberværket. I dag lever vi i en form for ordforurening. Alle skriver, og alle udgiver deres erindringer. Førhen var det Guds Ord, som var målet for skriften.

Derfor bør både skribenter og malere udtrykke Kristus klart. Det er selve formålet med at kommunikere, mener Arnt Uhre:
– I dag ynder mange malere at tvære tingene ud, så man ser ind i et slør. Men det handler om at gøre tingene tydelige, ligesom på skrift. Betragteren skal kunne se, hvad det er, der er malet. I tidligere tider skulle malerne være indviet til Gud, ja, de skulle nærmest være præster for at få lov til at male ikoner, som jo afbilder Kristus. Ikonen var det skrevne billede af Kristus. I dag foretrækker mange kirker slørede Kristusbilleder, som måske endda er malet af kunstnere, som ikke har Helligånden. Det er et led i verdsliggørelsen. Spørgsmålet er: Hvor klar må Kristus blive i kirken i dag?
I Det gamle Testamente står der, at man ikke må male Gud, og alligevel drister du dig til at male Kristus?
– Jeg synes også, det er voldsomt, og jeg har tænkt meget over det! Jeg har ikke noget færdigt svar.
– Moses står med de stentavler, hvor der står, at man ikke må gøre noget billede af det, som er oppe i Himlen og det, som er på jorden. Samtidig får han besked på at bygge arken og afbilde nogle keruber, som skal sidde oven på arken. Senere får først Moses og siden David anordninger på, hvordan henholdsvis tabernaklet og templet skal se ud, og igen skal det være i overensstemmelse med det himmelske, som man jo faktisk ikke må lave et billede af. Der er mærkeligt!
– Gud har jo også skabt mennesket i sit billede. Så i virkeligheden er mennesket måske kun et billede eller en statue. Først når Gud blæser sin livsånde ind i statuen bliver den levende. Så Gud må åbenbart godt lave billeder!
– Mit afsæt til at male Kristus-billeder er de katolske billeder, som i starten gjorde meget stærkt indtryk på mig. Det er først senere, jeg har fået nogle skrupler, da jeg selv begyndte at læse Bibelen. Målet for mig er at lære Gud at kende, og billedet kan være et middel til det. Det var jo igennem et billede, at Gud åbenbarede sig første gang for mig.

Er dine Kristus-billeder et forsøg på at konkretise det syn, du havde i sin tid?
– Jeg har nok været på jagt efter, hvem han egentlig er, og hvordan han er trådt frem i samtiden. Og jeg har fundet frem til et andet billede end det, kirken har gjort ham til. Han er næsten endt som en glatbarberet bedsteborgermand med computer. I virkeligheden var han måske mere en rebel. En landevejsridder med langt skæg. Han sov ude om natten, lugtede og gik sammen med eksistenserne i randområderne.
– Det er, som om kirken allerede er trådt ind i opstandelsen. Se på de kæmpe kirkebyggerier. Man skulle tro, vi var hjemme i himlen – hvorimod han gik nede i smudset, i slummet og samlede folk op. Dørtærsklen til kirken er blevet så høj, men Jesus sagde jo: ”Gå ud til dem – sæt jer ned og snak med dem. Gå ud i alverden!” Det var missionsbefalingen.
– Når man ser på Jesu liv, så var det meget nede på jorden. Der er jo ikke noget ophøjet over ham! De var jo forundrede over, hvordan en tømrer kunne stå frem og påstå, at han var Guds søn. Det var en kæmpe forargelse, og det kan man jo godt forstå. Det har jo nærmet sig et psykiatrisk tilfælde. Men han bar jo frugter, tegn, undere og mirakler.
– Mine billeder har været en slags selvrefleksion. Jeg har egentlig ikke tænkt på andre end mig selv. Det har været en fordybelse. Jeg har prøvet at danne mig et billede af, hvem han egentlig er. For nogle kan skrifterne godt blive mere levende, når man ser det for sig.

Og får Arnt Uhre er Kristi korsfæstelse blevet særdeles levende. Hans atelier ligger i nærheden af et slagtehus, hvor han dagligt kan høre tyrenes dødsbrøl og lugte deres blod:
– Det tydeliggør jo det, kristendommen handler om: Korsfæstelsen, hvor der hænger en mand og bløder, og man hører hans dødsskrig. Og så siger man: ”Vi kan ikke lide blod!”, og dog sidder vi og deler blodet i nadveren. Vi har endnu ikke forstået, at hans blod var rigtigt blod, blodet fra en lidende, lemlæstet krop. Det kan være svært at se, hvad der egentlig står i Bibelen. Derfor har man nemt ved at fjerne Kristus fra korsene. Så er man også fri for at se på den lemlæstede krop. Men se de katolske krucifikser. Dér er man ikke bange for at tydeliggøre det – med blod, der vælter ned.
Mener du, kirkerne har brug
for flere Kristus-billeder?
– Der, hvor jeg er i mit kristenliv i dag, har jeg ikke brug for Kristusbilleder. Jeg har brug for at sidde lige så stille med en kop kaffe og Guds Ord. Det gør mange kristne, og det kan jeg godt forstå. Men når præsten siger: ”Sådan nogle billeder kan vi ikke have hængende!”, så er det jo ikke for ham, billederne skal hænge. Han har jo læst teologi i otte år og kan sine ting. Han har det jo godt. Men billederne er til for de mennesker, som ikke forstår så meget endnu. De er vejskilte, der peger i den rigtige retning. Mange kristne har helt glemt, hvor de selv var, før de kom ind over rælingen.
Arnt Uhre viser rundt i atelieet og husker tilbage på dengang i Paris, da saven ødelagde hans første Kristusbilleder:
– De første Kristusbilleder savede jeg i stykker sammen med min manager, fordi de ikke kunne sælges på kunstmarkedet. Men da vi havde savet to billeder i stykker med en stor sav, gik det op for mig, at jeg måtte bryde min kontrakt med manageren og fortsætte selv.
– Det var slutningen på min karriere i Paris. Jeg måtte vælge, om jeg ville fortsætte ad den vej, jeg gik på, eller om jeg ville følge Kristus. Ham, som gik med et reb om livet i fattigdom.
– Jeg valgte Kristus. Og jeg valgte rigtigt!, slutter Arnt Uhre.
Han udstiller i Salling Kunstcenter, Spøttrup, fra 1. maj.